Elsker du de gode historier fra dengang farfar var ung? Så glæd dig til tirsdag d. 5. november, hvor STAVN 2024 udkommer, fyldt med herlige historier fra Faaborg og omegn. Uanset om du er tilflytter eller aldrig rigtig har forladt kommunegrænsen, kan nostalgiens årbog både underholde og gøre dig klogere på vores farverige fortid.
”Selv om Årbogen nu har 37 år på bagen, løber vi aldrig tør for historiske nyheder,” fortæller en begejstret arkivleder og museumsinspektør Tissel Lund-Jacobsen. ”STAVN udgives sammen med de lokale arkiver og folkemindesamlinger, der tager læseren med på en tidsrejse i og omkring Faaborg. Læs f.eks. om Peter Jønsson, der blev kaldt Fyns sidste kommunist og gerne gav borgerskabet tørt på. Eller om dyrlægen i Svanninge, der opbevarede hunde i gruekedlen – uden sammenligning i øvrigt til den aktuelle amerikanske valgkamp.”
Med STAVN kommer du vidt omkring – både i tiden og på egnen. Fra 1172, hvor 12 cisterciensermunke og en abbed kom traskende langs Silke Å ved Korinth og til historien om Faldsleds købmænd, hvor den sidste drejede nøglen om i 2005. Så nyd skumringstiden i selskab med årets minderige artikler. Vi garanterer, at der står ting, du ikke vidste.
STAVN er naturligvis også oplagt som mandel- eller julegave. Du kan købe årbogen i Bog&Idé, Walthers Kiosk, på Øhavsmuseet og hos de lokale arkiver. Prisen er 99 kr.
Forsidebilledet på årets STAVN viser pyntede mælkevogne ved Aastrup Mejeris 75-års jubilæum i 1962. Foto: Faaborg Byhistoriske Arkiv.