Vinterferie ude og inde – i det fri og bag tremmer
På Øhavsmuseet kan du i vinterferien glæde dig til masser af oplevelser. Museet Arresten og Øhavsmuseet på Faaborg Havn er åbent for besøgende alle dage kl. 10-17.
Er du mere til aktiviteter i det fri, så prøv den nye børne-vandrerute mellem Kaleko Mølle og Øhavsmuseet eller hop på cyklen og prøv Mammut Trail i Svanninge Bakker.
Se mere om de enkelte aktiviteter her:
Øhavsmuseet
Besøg Øhavsmuseets nye udstilling ”Mærk dig selv” og oplev naturens magi på egen krop. I vinterferien kan du også være med i en workshop og lave dit eget kalejdoskop.
Tryl naturens mønstre frem med dit kalejdoskop
Hele vinterferien kan du sammen med din far, mor eller bedstemor besøge Øhavsmuseet og lave et kalejdoskop. Med et kalejdoskop foran øjet bliver hele verden til mønstre. Det er spejlene, der tryller med det, vi ser. I virkeligheden er naturen fyldt med gentagelser, der bliver til mønstre. Prøv at tænke på en grankogle, et blad eller en muslingeskal. Du kan tage dit kalejdoskop med ind i vores udstilling, der er fyldt med natur, eller du kan tage det med ud i skoven og trylle mønstrene frem.
Det er gratis for børn at komme ind i udstillingen og et kalejdoskop-kit koster 20 kr.
https://www.ohavsmuseet.dk/oehavsmuseet-maerk-dig-selv/
Arresten
I Arresten kommer du helt tæt på både historie og nutid i et dansk arresthus. Alene det at være bag tremmer er en særlig oplevelse, som sætter tanker i gang hos både store og små. Her kan du blive klogere på dine egne holdninger til ret og straf.
https://www.ohavsmuseet.dk/arresten/
Vandets Veje
Tag ungerne med på et magisk eventyr, og oplev Danmarks første børne-vandreruter med vandbane og lytteposter, hvor I kan høre 9 små og sjove fortællinger om vandets betydning for os alle sammen. Start ved Kaleko Mølle, Danmarks ældste vandmølle, og lad opdagelsesrejsen begynde.
https://www.ohavsmuseet.dk/vandets-veje/
Mammut Trail
Hop på din mountainbike i Svanninge Bakker og oplev det helt nye Mammut Trail. En helt unik MTB-tur, hvor du følger i mammuttens fodspor.
https://www.ohavsmuseet.dk/mammut-trail/