Vandets Veje

VANDETS VEJE

Tag ungerne med på et magisk eventyr med sjov vandbane, lytteposter og vandrerute for små og lidt større fødder. I børnehøjde giver aktiviteterne en fin forståelse for, hvad det livgivende vand altid har betydet for os mennesker. Start ved Kaleko Mølle, Danmarks ældste vandmølle, og lad opdagelsesrejsen begynde.

 

SÅDAN OPLEVER DU VANDETS VEJE

Aktiviteterne i Vandets Veje kan bruges lige, når I har tid og lyst. Det hele foregår i det fri, så tag tøj på efter vejret og gerne lidt vand og snacks med i rygsækken. Eventyret begynder ved lytteposterne, hvor I bl.a. kan høre 9 søde og sjove fortællinger med børnene Siv og Ask. “Ved du godt, at det vand, du drikker, har dinosaurerne tisset i?” er en af Sivs kække kommentarer til vennen Ask.

Lytteposterne fører jer forbi vandbanen, hvor I selv kan eksperimentere med at lave vandkraft. Hvor mange menneskekræfter skal der mon til for at erstatte en hel vandmølle? Se, det kan Siv og Ask helt sikkert fortælle jer.

Ved sidste post finder I kort over 2 nemme vandreruter. Skilte med ‘den glade dråbe’ gør det nemt at finde vej. Til små fødder anbefaler vi Blå Rute på 2 km, der går fra Kaleko Mølle til Sundet og tilbage igen. Til lidt større fødder har vi Grøn Rute på 4 km ud. Her vælger I selv, om starten skal gå ved Kaleko Mølle og slutte ved Øhavsmuseet på Faaborg Havn. Eller omvendt. Begge ruter giver jer oplevelsen af både vand og vandring sammen.

 

MØD SIV OG ASK

 

PRAKTISK INFO

      • Parkér gratis på P-pladsen ved Kaleko Mølle, Prices Havevej 38 i Faaborg. Så er I klar!

NB Grøn Rute kan også starte ved Øhavsmuseet, Havnevej 3 i Faaborg. Gratis P-plads på Øhavsvej.

      • Gå gennem lågen, og gå på jagt efter den første lyttepost.
      • En af posterne står ved vandbanen, hvor I kan kaste jer ud i kunsten at lave vandkraft.
      • Til sidst vælger I en af de 2 vandreruter, der er designet til børn, men også en smuk tur for forældre, bedsteforældre og gåvenner.
      • Blå Rute er 1 km ud og 1 km hjem, i alt 2 km. Grøn Rute er 4 km ud. Går I tilbage syd om Sundet, er returvejen kun 3 km. Find oversigtskort herunder, ved møllen eller Øhavsmuseet. Følg skiltene med den glade dråbe, eller tag et billede af kortet med mobiltelefonen.
      • Aktiviteterne er gratis og kan benyttes, når det passer jer.
      • Det er en god idé at tage vand og snacks med til den lille sult.
      • Husk tøj og fodtøj efter årstiden.

 

HENT KORT

Du kan hente kort over Vandets Veje og de 2 vandreruter her. Rigtig god fornøjelse!

 

TAK

Vandets Veje er skabt med støtte fra Nordea-fonden.