Øhavsmuseet orienterer Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen om alvorlig udvikling i sagen om Frølageret.
Bestyrelsen for Øhavsmuseet besluttede den 30. juni 2026 at lukke Frølageret for publikum og medarbejdere.
Beslutningen blev truffet, fordi museets rådgivere ikke kunne fastslå et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau for bygningen, og fordi museets forsikringsselskab samtidig meddelte, at den almindelige bygningsforsikring ophører fredag den 17. juli 2026. Herefter vil bygningen alene være dækket af den lovpligtige brandforsikring.
De statiske udfordringer blev konstateret i forbindelse med beregninger, der blev gennemført som led i projekteringen af Øhavsmuseets planlagte museumsudvidelse. Faaborg-Midtfyn Kommune blev allerede i efteråret 2025 orienteret om udfordringerne og er siden løbende blevet holdt orienteret om udviklingen og arbejdet med at afklare bygningens tilstand og mulige løsninger.
Siden lukningen har museet arbejdet intensivt sammen med rådgivere, forsikringsselskab og Faaborg-Midtfyn Kommune for at skabe et grundlag for en genåbning.
På et møde med Faaborg-Midtfyn Kommune den 13. juli 2026 fastslog kommunen, at museet skulle lade sine egne rådgivere afklare, hvilke foranstaltninger der var nødvendige, for at bygningen igen kunne forsikres.
De foreløbige tilbagemeldinger viser nu, at bygningens statiske tilstand er så alvorlig, at almindelig bygningsforsikring ikke kan opnås uden egentlige bygningsmæssige udbedringer.
På den baggrund har Øhavsmuseets bestyrelse besluttet at orientere Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen om sagens udvikling.
“Bestyrelsen lukkede Frølageret af hensyn til gæster, medarbejdere og museets samlinger. Kommunen har været orienteret om de statiske udfordringer siden efteråret 2025, og vi har siden arbejdet målrettet for at finde en løsning. Vi står nu i en situation, hvor vores rådgivere vurderer, at bygningen skal udbedres, før den igen kan forsikres. Samtidig ophører den almindelige forsikringsdækning den 17. juli. Det er en udvikling, som er så alvorlig, at vi har pligt til at orientere Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen,” siger Øhavsmuseets bestyrelsesformand, Jakob Holm.
Kommunens anvisning er fulgt
Kommunen afviste på mødet den 13. juli at udstede en ny ibrugtagningstilladelse eller træffe en ny myndighedsafgørelse om Frølagerets anvendelse.
Kommunen fastslog i stedet, at museet skulle lade sine egne rådgivere afklare, hvilke foranstaltninger der var nødvendige, for at bygningen igen kunne forsikres.
Museet har fulgt kommunens anvisning. De foreløbige tilbagemeldinger fra rådgiverne peger imidlertid på, at bygningens statiske tilstand er så alvorlig, at almindelig bygningsforsikring ikke kan opnås gennem administrative eller driftsmæssige foranstaltninger alene.
Vurderingen er, at bygningen først kan forventes at kunne forsikres igen, når de statiske forhold er udbedret, og løsningen er projekteret og godkendt af en certificeret statiker og efterfølgende behandlet af Faaborg-Midtfyn Kommune som byggemyndighed.
“Vi har fulgt den proces, kommunen har anvist. Rådgivernes foreløbige tilbagemelding viser imidlertid, at udfordringen ikke kan løses med vilkår eller procedurer. Der skal egentlige bygningsmæssige udbedringer til. Det ændrer situationen grundlæggende,” siger Jakob Holm.
Museet har brugt mere end én million kroner
Øhavsmuseet har frem til nu anvendt mere end én million kroner på tekniske undersøgelser, statiske analyser og ekstern rådgivning med henblik på at skabe et forsvarligt grundlag for den videre håndtering af Frølageret.
Udgifterne belaster allerede museets økonomi. Samtidig ophører den almindelige bygningsforsikring den 17. juli 2026, mens den seneste rådgivning peger på, at der vil være behov for omfattende bygningsmæssige udbedringer, før bygningen igen kan forsikres.
“Vi har gennem mange måneder arbejdet loyalt og konstruktivt for at finde en løsning og har løbende holdt kommunen orienteret. Museet har allerede anvendt mere end én million kroner på analyser og rådgivning, men vi står fortsat uden et forsvarligt og forsikringsmæssigt grundlag for at genåbne. Det er en meget alvorlig situation for et statsanerkendt museum,” siger Jakob Holm.
Kan få betydning for museets lovbundne opgaver
Den aktuelle situation kan få betydning for museets drift, økonomi og mulighed for at opfylde de forpligtelser, der følger af museumsloven.
Bestyrelsen finder det derfor nødvendigt at orientere Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen om sagens udvikling og de konsekvenser, den kan få for museets virksomhed.
“Det er afgørende, at ministeriet og styrelsen får kendskab til, at lukningen ikke skyldes et valg fra museets side. Bestyrelsen har handlet af hensyn til sikkerheden og på baggrund af de faglige vurderinger, vi har modtaget. Vi kan ganske enkelt ikke åbne bygningen igen, før den kan anvendes og forsikres på et forsvarligt grundlag,” siger Jakob Holm.
Fakta
- Frølageret har været anvendt som udstillingsbygning siden 2020, hvor Øhavsmuseet overtog bygningen som lejer efter en kommunal renovering. Bygningen blev overdraget til museet 30. december 2025
- De statiske problemer blev konstateret i forbindelse med de beregninger, der blev gennemført som led i projekteringen af museets planlagte udvidelse.
- Faaborg-Midtfyn Kommune blev allerede i efteråret 2025 orienteret om de statiske udfordringer og er siden løbende blevet holdt orienteret om sagen.
- Bestyrelsen besluttede den 30. juni 2026 at lukke Frølageret af hensyn til gæster, medarbejdere og museets samlinger.
- Den almindelige bygningsforsikring ophører fredag den 17. juli 2026. Herefter er bygningen alene dækket af den lovpligtige brandforsikring.
- Museet har anvendt mere end én million kroner på tekniske undersøgelser, statiske analyser og ekstern rådgivning.
- Faaborg-Midtfyn Kommune fastslog på mødet den 13. juli 2026, at museets egne rådgivere skulle afklare, hvad der var nødvendigt for igen at kunne forsikre bygningen.
- De foreløbige vurderinger peger på, at bygningen kræver egentlige statiske udbedringer, før almindelig bygningsforsikring kan opnås.
- Øhavsmuseet orienterer derfor Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen om sagens aktuelle status og de konsekvenser, den kan få for museets fortsatte drift.
Pressekontakt Jakob Holm, bestyrelsesformand, Øhavsmuseet, mobil 40 42 53 02