Lav krea-pynt til påske. Øhavsmuseet fejrer foråret med hyggelige æg-tiviteter i påskeferien. Tag familie og venner under armen, og lav jeres eget unikke påskepynt ved langbordet. Fine træfigurer kan købes for 20 kr., og så er I klar til at slippe fantasien løs med fjer, perler og stof. De små forårsbebudere kan f.eks. pynte i vinduet eller på friske grene i vasen.
Hvorfor æg til påske?
Foråret er tiden, hvor alt nyt liv spirer frem, og hvor særligt ægget er i fokus. I den kristne tradition er det symbolet på Jesus’ opstandelse. Før i tiden fastede man i 40 dage fra fastelavn til påskelørdag, og bagefter blev påsken fejret med æg. Også tjenestefolk på gårdene fik æg som en del af deres løn i påsken.
Trænger I til en pause fra påskepynten, så har caféen varme og kolde drikke, lidt sødt til ganen og fine souvenirs til både store og små. Udstillingen ”Mærk dig selv” har åbent i hele påskeferien, hvor I kan udforske forfædrenes og jeres eget forhold til naturen.
Det sker 3. – 10. april kl. 10 – 17 på Øhavsmuseet, Havnegade 3, 5600 Faaborg
Påskedage i Faaborg
Æg-tiviteten på Øhavsmuseet er del af “Påskedage i Faaborg”, hvor påsken sættes i fokus med et væld af aktiviteter. Læs mere om Påskedage i Faaborg her