STAVN 2025 – nostalgi i november

Sæt et ekstra X den 18. november, hvor årets STAVN udkommer. Du ved, den med de gode historier fra dengang farfar var ung. Årbogen rummer autentiske historier fra Faaborg og omegn, som ikke bare er underholdende, men også kan gøre dig klogere på vores farverige fortid.

”I snart 40 år har STAVN pustet nyt liv i lokalhistorien, og der er stadig masser af ’nyheder’ på lager i vores arkiver og folkemindesamlinger,” fortæller en begejstret museumsinspektør og arkivleder Tissel Lund-Jacobsen. ”I år kan man glæde sig til 11 fortællinger, der tager læseren med på en nostalgisk rundrejse – lige fra Svanningepræstens lukrative fæstegårde i 1500-tallet til småindustriernes spæde start i førkrigstiden. Der er ikke et øje tørt.”

Mød bl.a. den feterede skuespillerinde Johanne Juul, der hjælper den franske modstandsbevægelse – og bliver opdaget. Få familiesagaen om Kristoffersens Møbelfabrik i Korinth, som ender med at eksportere til verdensmarkedet. Og bliv berørt af kærlighedshistorien fra Katterød Savværk, hvor den russisk-finske krig skiller to elskende ad.

STAVN er naturligvis også oplagt som mandel- eller julegave. Køb årbogen i Bog&Idé, Walthers Kiosk, på Øhavsmuseet og hos de lokale arkiver. Prisen er 99 kr.