Dit strik fra ”Strik & Rosé”

Deltog du i ”Strik & Rosé” på Øhavsmuseet sidste sommer? Og var du blandt dem, der lod sig inspirere af 17- og 1800-tallets fine, brogede huer til at lave din egen 2024-version?

Under dette års strikkefestival Knitting by the Sea ønsker museet at lave en mindre udstilling, der viser nogle af de historiske huer og dem i nye klæ’r, som I har strikket sidste sommer. Om du brugte mønstret til en hue, solhat, pandebånd eller noget helt fjerde, og om det blev et mesterværk eller lige knap nok, betyder mindre. Alt strik er velkomment!

Med ”Strik & Rosé” satte museet sidste år fokus på disse herlige huer, der førhen blev strikket med hver deres særpræg, alt efter hvilken egn man kom fra. Selv om de har fællestræk, er der alligevel forskel på en broget hue fra Lyø og en fra Horne. De fleste havde dog en korkprop indsyet, så huen flød på vandet, hvis man tabte den.

Sådan hjælper du:

Hvis du gerne vil bidrage til udstillingen med dit strikketøj, så aflever det på Øhavsmuseet (gerne i en pose), og vedlæg dit navn og mobilnummer. Du er også velkommen til at skrive en linje eller to om det, du har strikket.

Dit strikketøj kan afleveres frem til den 1. april på Øhavsmuseet, Havnegade 3. Vi vil gerne låne det indtil d. 10. maj, så flest mulige kan nå at se udstillingen.

Fakta:

  • Strikkefestivalen Knitting by the Sea finder sted i Faaborg den 25. – 27. april.
  • ”Strik & Rosé” er arrangeret i samarbejde mellem Vinbanken, Knitting By The Sea og Øhavsmuseet. Hvert år mødes glade strikkere på Øhavsmuseets hyggelige terrasse for at nyde både strikketøjet, havudsigten og og et glas rosé. ”Strik & Rosé” vender tilbage den sidste torsdag i juni, juli og august.