På Øhavsmuseet kan du fra den 24. januar se en unik mini-udstilling med 10 af de fine oldtidsfund som Øhavsmuseets korps af frivillige detektorfører finder hver år.

Museumsinspektør Nicolai Garhøj Larsen forklarer:

I montren udstiller vi et udvalg af de fund, som lige nu er under sagsbehandling på Øhavsmuseet. De giver et øjebliksbillede af de fund, der for nyligt er gjort på tværs af hele Faaborg-Midtfyn kommune og de dækker det meste af oldtiden. De er af både guld og sølv, og også lidt mere ydmyge materialer, der dog ikke gør dem minder interessante.”  

Jesper Menov fandt lansespids fra bronzealderen
Spydspidsen for udstillingen er en lansespids af bronze, som Jesper Menov fandt tilbage i april 2022. Jesper er en erfaren detektorfører, og han har, trods af sin forholdsvist unge alder, allerede fundet flere yderst sjældne fund. Men lansespidsen her er alligevel noget særligt. Spidsen er nedlagt som offer i ældre bronzealder (ca. 1.200 f. kr.). Her har den ligget beskyttet, indtil Jesper fandt den stort set uberørt 3.000 år senere.

Nicolai Garhøj Larsen fortæller: ”Det er sjældent, at vi finder spyd-og lansespidser, og det er yderst sjældent, at de er så velbevarede som denne.”

Det var en stor oplevelse!
Jesper fortæller om sit fund:

”Jeg kan tydeligt huske den dag. Det var Trine (Hedegaard red.) og mig, der var ude og gå. Vi havde gået en gang op af marken og en halv gang ned, da jeg får det første signal og graver ned. Signalet var meget svagt, men da jeg graver ned, kan jeg se noget spist, så jeg tager hånden ned og trækker det op, og dér går det op for mig, at det var noget meget specielt! Jeg kalder på Trine med det samme og samtidig kommer min kone og datter gående op af marken, så vi ser alle spyddet samtidig. Det var en stor oplevelse!”

Fund skal videre til Nationalmuseet
Efter udstillingen på Øhavsmuseet bliver lansespidsen og de andre genstande sendt til Nationalmuseet, da de er Danefæ. De vil næppe vende tilbage til Faaborg-Midtfyn kommune, så vil du se dem, er det med at kigge forbi museet.