Keramiker Anne Gerd Juul har skabt helt særlig keramik til Øhavsmuseet, der er inspireret af udstillingen ”Mærk dig selv”. Udstillingen har fokus på, hvordan vi mennesker til alle tider har været påvirket af den natur, vi lever i. Det er blevet til både kopper og skåle, der alle er glaseret med en flot ”skov-grøn” glasur. En af pointerne med udstillingen er, at vi mennesker ubevidst foretrækker nogle typer af natur fremfor andre, og i udstillingen kan besøgende derfor få lavet deres ”natur-profil”. De profiler er nu også at finde i keramik.

”Det har været en sjov opgave at lave de her kopper og skåle – og særlig skålene med motiver i bunden viste sig at være lidt af en udfordring, men jeg synes resultatet er blevet rigtig fint. Da jeg selv bor midt i den flotte sydfynske natur, var det en nem opgave for mig at leve sig ind i”, fortæller Anne Gerd Juul.

Keramikken sælges i Øhavsmuseets butik på Havnegade 3.

”Her på museet vil vi rigtig gerne fremme salg af varer fra lokale kunsthåndværkere, og at vi så sammen med Anne Gerd ligefrem kan sige at vi er et museum med eget stel – det synes jeg personligt er ret cool.  Vi er også endt med kopper og skåle, der gerne skal minde sine kommende ejere om, at det er godt for os mennesker at opholde os i naturen. De små skåle er oplagte til fx slik – og når man så når bunden af skålen og ser det fine natur-motiv, så er det på mere end én måde en kærlig påmindelse om at komme op af sofaen og ud i det fri”, fortæller Anne Høyby fra Øhavsmuseet.

Se mere om Anne Gerd Juul på sitet her https://www.juulogstreich.dk/