Øhavsmuseet og Kulturarv Fyn laver ”pop-up” udstilling ved Brugsen i Nr. Lyndelse

Fra 1. juni – 9. juli kan du opleve en helt særlig – og helt lokal udstilling om et af de håndværk, som Nr. Lyndelse kan være særlig stolt af. Det drejer sig om træskærer-håndværket.

Museumsinspektør Tissel Lund Jakobsen forklarer:

”Med udstillingen ønsker vi at sætte fokus på en af de mange små fabrikker, som opstod i starten af 1900-tallet. I udstillingen får du historien om billedskærerfabrikken Rosenhøj, som lå på Albanivej 94 i Nr. Lyndelse. Rosenhøj blev grundlagt og drevet af brødrene Christian og Niels Peter Jørgensen. Da fabrikken åbnede i 1905, blev vindkraft brugt som energikilde, fordi fabrikkens maskiner blev drevet af en lille vindmølle. Fabrikken fremstillede udsmykninger til møbler, fyldninger til døre, stolerygge og udskårne kister. Når træet var savet ud på maskinen, foregik resten af arbejdet i hånden.”  

 

Satte sit præg på prædikestolen i Nr. Lyndelse
Fabrikken blev videreført af næste generation, men lukkede i 1947. Herefter forsatte Thorvald Jørgensen sit virke som billedskærer i sit eget værksted. Thorvald har blandt andet været med til at restaurere prædikestolen i Nr. Lyndelse kirke og han har skåret bl.a. ølreklamer.

 

Håndværk der atter ”hitter”

Museumsinspektør Tissel Lund Jakobsen fortsætter:

”Det er også sjovt at sætte fokus på dette håndværk, fordi det atter er kommet meget i fokus på at skabe ting med sine egne hænder – snitte, skære, strikke og hækle er nogle af de sysler, som atter vinder frem og som mange mennesker er glade for, fordi den koncentration, det kræver at lave noget med sine hænder, gør, at andre tanker slipper. I udstillingen viser vi derfor også en lille film med træskærer Balder Mo, som har gjort sin hobby til sit livsværk.”

 

Udstilling er resultat af lokalt samarbejde

Udstillingen er blevet en realitet pga. muligheden for at låne ”Kulturarvsboksen” gennem Kulturarv Fyn. Nr. Lyndelse Sogns Lokalarkiv har ligeledes spillet en stor rolle.
Der skal også lyde en tak til SuperBrugsen i Nr. Lyndelse, der udlåner et areal til opstillingen af Kulturarvsboksen.

 

Læs mere om Kulturarvsboksen her.

 

Åbning 1. juni kl. 14-15

Udstillingen åbner den 1. juni kl. 14 og alle er velkomne. Nr. Lyndelse Sogns Lokalarkiv er vært ved et lille glas.

 

Du kan opleve udstillingen fra 1. juni – 9. juli alle dage kl. 8 – 21.

Det sker på P-pladsen ved SuperBrugsen på Albanivej 26, 5792 Årslev.

Her er fri entré.