Øhavsmuseet jubler:
Fra 23.138 gæster i 2020 til 39.271 gæster i 2021 – så stor er fremdriften på Øhavsmuseet og derved blev 2021 det bedste år i knap 20 år. Det flotte antal besøgende kan i særdeleshed forklares ved åbningen af det nye Øhavsmuseum på Faaborg Havn. Her ½ år efter åbningen har 16.000 gæster kigget forbi.
Museumsdirektør Peter Thor Andersen er en glad mand: ”Åbningen af det nye Øhavsmuseum har mere end indfriet vores forventninger. Udstillingen er på lidt over 300 kvadratmeter, og derfor har vi været konservative og lagt budgetter efter at nå 10.000 gæster. Vi har haft 16.000 gæster, så det har virkelig levet op til forventningerne.”
Håber på en sommer med udenlandske gæster – og en vinter med masser af liv
Selvom besøgstallet for 2021 er mere end godkendt, så er museumsdirektøren allerede klar med sin ønskeliste for 2022:
”Vi håber, at det bliver muligt for flere udenlandske gæster at besøge museet i 2022. Dem så vi, grundet restriktionerne, ikke meget til i 2021. Det vil naturligvis være godt for museet med flere udenlandske gæster – og i særdeleshed også for lokalområdet, da det givet et godt afkast til både restauranter, butikker og overnatningssteder”.
Det er også vores ambition at skabe mere liv og flere events i og omkring selve museet. Her knokler vi lige nu løs i kulissen for løbende at kunne lancere flere tiltag både sommer og vinter. Nye indendørs installationer, en ny cykelrute samt lydfortællinger i skoven er bl.a. på tegnebrættet. Mange taler typisk om, at sommeren er eneste hovedsæson – vi vil gerne derhen, hvor vi har en sommersæson og en vintersæson. Naturen og vores område er unikt året rundt, og det vil være givtigt for både museet og for hele egnen at skabe mere liv året rundt.”
I 2021 har det særligt været de klassiske ferieuger, der virkelig har tiltrukket gæster, og derfor er håbet at lave flere oplevelser, der er mere rettet til gruppebesøg, så flere året rundt finder årsager til at køre mod Sydfyn sammen med foreningen, klubben eller i erhvervsregi.
Vi håber også at kunne lave mere for de lokale gæster via det nye fællesskab ”Klub Ø”, som grundet restriktionerne endnu ikke er blevet det mødested for lokale, som vi drømmer om at skabe,” slutter Peter Thor Andersen.