I anledning af efterårsferien holder Kaleko Mølle åbent. Besøg Danmarks ældste vandmølle, hvor der er gang i nogle af de aktiviteter, man i gamle dage lavede om efteråret. Du kan komme med på rundvisning, besøge møllerens hjem, lave dit eget lys af bivoks, male korn og deltage i en gættekonkurrence, hvor du skal finde de mange får, som er løbet væk fra deres indhegning. I caféen kan du forsyne dig med varme drikke, kage og søde sager.
Der er åbent kl. 10–15 fra den 12. til den 16. oktober.
Rundvisning i børnehøjde
Tidligere var møllen både et sted, hvor der blev malet korn til mel, og et sted, hvor mølleren boede med sin familie og tjenestefolk. Mølleren havde også sit eget landbrug. Vi går sammen rundt og forestiller os livet på møllen i gamle dage. Hvordan var det at være barn her? Hvad lavede man? Hvad spiste man? Hvor sov man?Tid: Kl 11. Varighed: 30 min.
Alder: 5–7 år, men alle er velkomne.
Oplev fårets uld blive til tråd
I foråret blev fårene klippet, og efter høsten havde man tid til at arbejde med ulden. Den skal både kartes og spindes, før den kan blive til stof og tøj. Kom og se, hvordan ulden bliver forvandlet til tråd.
Find fårene!
Fårene er sluppet løs og har gemt sig både ude og inde. Kan du finde dem alle sammen? Alle børn får udleveret et kort, og så kan findelegen begynde.
Rul et lys
Nu går vi den mørke tid i møde, og så er det dejligt at kunne tænde et lys. I gamle dage lavede man lys af tælle (fedt) fra fårene. Her kan du rulle dit eget bivokslys – det lugter heldigvis lidt bedre end tælle!
Pris: 20 kr. pr. lys