Jagten på historien:
Muligt høvdingecentrum ved Korinth

Området ved Korinth og Brahetrolleborg er noget særligt – og sådan har det været siden romertiden.
Ikke alene ligger herregården Brahetrolleborg meget markant i landskabet, men den har også en lige så markant historie. Først kloster, og så hovedsæde for magtfulde og visionære herremænd. Men historien om området går faktisk meget længere tilbage. Nord for Brahetrolleborg, i Haagerup, er fundet meget rige og specielle grave fra romersk jernalder. Det betyder, at Øhavsmuseet og amatørarkæologer finder dette område særligt interessant.

I denne artikel får du en unik chance for at følge med i det arbejde, det ofte pågår, når Øhavsmuseets arkæologer i tæt fællesskab med frivillige jagter sandheden om vores fælles fortid. Museumsinspektør Nicolai Garhøj Larsen inviterer os her med bag kulisserne og fortæller om opdagelser, der måske viser, at Korinth har været fortidens og høvdingenes helt store magtcentrum.

Amatørarkæolog og detektorfører Trine Jensen begyndte f.eks. i 2017 at undersøge marken omkring en bakketop i området. Stedet var udpeget af lokalhistoriker og amatørarkæolog Leif Rasmussen, der i mange år havde haft et godt øje til lige præcis denne mark. Tidligere fund og endda en amatørarkæologisk udgravning havde allerede vist, at der gemte sig spor af jernalderen i marken.

Museumsinspektør fra Øhavsmuseet Nicolai Garhøj Larsen fortæller:
”I løbet af de år, hvor Trine har gået i området, begyndte der at vise sig meget mere end bare spor; Trine og andre detektorførere fandt en perlerække af fund. Heriblandt en guldring, romerske sølvmønter og forskellige slags smykker. Så derfor var vi på museet godt klar over, at lokaliteten var noget ud over det sædvanlige. Men i 2019 kom så fundene, der sendte stedet helt op i toppen af vores prioriteringsliste. Detektorførerne Trine Jensen, Dariusz Jezak og Jesper Menov undersøgte sammen marken en kold, men klar septemberdag. Op af mulden tittede ikke én, men en hel række meget usædvanlige fund. Mest i øjenfaldende var en meget smukt udformet hank fra en romersk vinkande af bronze. Hanken er støbt i bronze, dækket af ornamentik og med indlægninger af sølv. Nederst på hanken sidder et skægget hoved, formet i mindste detalje. Man kan tydeligt se den krone af vinranker, han har om hovedet. Vinranken og skægget tyder på, at vi her ser på Bacchus, vinens gud i Romersk mytologi. Meget passende, når der formentligt er tale om en hank til en vinkande. Andre steder på marken dukkede meget forkomne stykker af mindst ét andet romersk bronzekar op. Karret, eller måske snarere fadet, var lavet af millimetertynd bronze, og stykkerne fra det er derfor meget medtaget efter tiden i jorden. Både vinkanden og det andet kar var importvarer fra Romerriget. Sådanne kar var for kun den absolutte elite heroppe langt mod nord, og langt væk fra Romerrigets værksteder. Kontakten med Romerriget blev yderligere bekræftet i form af et glasskår af grønligt glas, der formentligt stammer fra et drikkeglas. Jernalderens danskere kunne ikke lave drikkeglas, men elskede åbenbart at drikke af glas, så man importerede glassene fra romerne.

Høvdingecentrum, gravsted eller markedsplads?

”Trine bragte hurtigt fundene til mig, og jeg løftede mere end et øjenbryn. Det var virkeligt nogle interessante fund. Mange af fundene lå i små klynger, og var fundet indenfor et par meter af hinanden. Der var alt mulig grund til at tro, at vi her stod med en gravplads. En gravplads med overordentlige rige grave i et område, som allerede var kendt for ekstremt rige grave. Typen af fund og placeringen så tæt på hinanden mere end antydede, at der var tale om en gravplads. Og dén gravplads var tydeligvis ved at blive ødelagt af pløjning. Derfor valgte vi på Øhavsmuseet selv at bekoste en større forundersøgelse af stedet”, fortæller museumsinspektør Nicolai Garhøj Larsen.

”I efteråret 2020 stod jeg derfor på en mark sammen med en gravemaskine og en stribe dygtige detektorfolk, der frivilligt tilbød deres hjælp. Trine Jensen var selvfølgeligt med, men også Leif Rasmussen, Glenn Abramsson, Jesper Menov og Benny Pennerup var taget med ud. Vi åbnede med stor spænding en række søgegrøfter. Hvornår og hvor ville gravene dukke op? Det gjorde de ikke. Der var ingen grave.

Selv ikke under koncentrationerne af de rige fund var der spor af grave eller nedgravninger. Til gengæld fandt vi stolpehuller og gruber, samt et stort kulturlag. Foruden en del flere detektorfund, selvfølgeligt. Stolpehuller, gruber og kulturlag er almindelige fund på udgravninger af bopladser. Men bopladser indeholder ikke fund af romersk import og andre sådanne helt specielle genstande. Det var denne her mark jo tydeligvis fyldt af. Så hvad i al verden var det så, vi havde fundet?

Svaret ligger i kulturlaget. ”Kulturlag” er i virkeligheden bare et fagudtryk for ”sted med spor af menneskelig aktivitet, som vi ikke rigtig ved, hvad er”. Kulturlag ser ud som et mørkt lag af jord, som regel med stumper af trækul, lerkarskår og stumper af lervægge. Her var kulturlaget så tydeligvis også fyldt med alle mulige metalgenstande, fra meget værdifulde genstande fra Romerriget over almindelige fibler til ubestemmelige stumper af bronze. Det vil sige, at man har lavet noget, der har efterladt aflejringer på jordoverfladen, spredt stumper af trækul og lerkarskår ud over det hele, efterladt mønter, samt medført tab af en række meget værdifulde men ødelagte ting. Der er næste kun to svar mulige: Enten er her tale om en central boplads med håndværk, eller også er der tale om en form for markedsplads. Måske en kombination af de to. Det ville ikke være usædvanligt. Lignende situationer kendes fra kendte steder såsom Gudme, Sorten Muld og Tissø. Skalaen på denne plads er på ingen måde som de førnævnte meget store og rige pladser, men funktionen kunne være den samme. Vi kan derfor gætte på, at stedet på den bakkeknold i nærheden af Korinth faktisk er det centrale magtsæde for hele området. Måske endda en direkte forløber for Brahetrolleborg. Måske også det høvdingesæde, hvor de gravlagte i fyrstegravene i Haagerup gik rundt i levende live.

Vi har endnu ikke bearbejdet fundene færdige, så intet er sikkert endnu. Men der tegner sig et billede af marken som værende ekstremt interessant. Både på grund af fundene i sig selv, men også fordi den føjer sig til puslespillet om, hvad der foregår og hvordan det foregår i området omkring Korinth og Haagerup. Et område, der på alle måder i stigende grad viser sig meget specielt”, slutter Nicolai Garhøj Larsen.

Bliv del af AslakR

Vækker artiklen her din interesse, og vil du gerne følge Nicolai og hans kollegaers arbejde tættere, så bliv medlem at fællesskabet AslakR på Facebook, hvor Nicolai fortæller endnu mere. Her er ingen detalje for lille og intet nørderi for meget. AslakR er fortællinger fra fortiden, beretninger om fund og sjove facts fra historien.

Læs mere om, hvordan Øhavsmuseet håndtere fund 

Heldig detektorfører fandt vikingskat nær Brobyværk

Det er detektorfører Claus Gundersen, der fandt mønterne og fluks kontaktede Øhavsmuseet. Det var en henvendelse ud over det sædvanlige, så museumsinspektør Nicolai Garhøj Larsen skyndte sig til en nøgne og uanseelige mark nær Brobyværk, hvor mønterne var fundet. Til alles store overraskelse viste det sig at være langt mere end en håndfuld mønter. Efter fund af flere spredte mønter, kom den nederste del af en lille krukke pludselig til syne. Krukken var proppet med mønter. Ikke nok med det – efter at have udgravet den, dukkede endnu en krukke op. Ikke alene var der mønter i den også, men i bundet var bevaret rester af det klæde, som mønterne var lagt ned i.

Museumsinspektør Nicolai Garhøj Larsen udtaler: ”Det er vildt. Man finder så sjældent store møntskatte. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle opleve sådan noget. Det er ellers kun sådan noget, man læser om.”

Vildt at røre noget, der har ligget i jorden i 1.000 år

Claus Gundersen følger op: ”Jeg er sådan set først begyndt at gå med metaldetektor i sommers. Det begyndte jeg på, da jeg har en kæmpe interesse for oldtiden, og fordi det at gå med detektor er ganske afstressende. At jeg så, allerede her i efteråret, finder en kæmpe skat, er jo helt vildt. Det er meget stort, at være den første, der rører noget, som har ligget i jorden i over 1.000 år. Da det skete, så frøs jeg fuldstændig, og jeg anede faktisk ikke, hvad jeg konkret skulle gøre – og derfor blev jeg ved skatten uden at grave den op. Jeg ringede til Øhavsmuseet, og derfra tog det fart.”

Nicolai Garhøj Larsen supplerer kort: ”Claus valgte at gøre det helt rette her; nemlig at markere stedet og kontakte os på Øhavsmuseet”. 

Museet har nu mønter og krukker i sin varetægt, og de er i øjeblikket ved at blive konserveret, så de kan undersøges nærmere. Derfor ved museet heller ikke endnu, hvilke mønter det helt konkret drejer sig om. Ud fra et hurtigt overblik ser det ud til, at det drejer sig om engelske mønter og mønter slået af den danske konge Svend Estridsen. Det placerer skatten i slutningen af vikingetiden (ca. år 1.050), hvor de har repræsenteret en enorm værdi.

Claus slipper dog ikke helt sin skat endnu. Han er nemlig kommet i praktik på museet, og har derfor fornøjelsen af at hjælpe museet med at registrere de mange mønter, inden skatten overgives til Nationalmuseet. Fundet er Danefæ, og skal derfor ifølge loven overdrages.

Skatten har udgjort en stor formue

Hvorfor skatten er nedlagt, er svært at sige noget om. Måske er den gemt væk til bedre tider, der aldrig kom. Måske døde personen, der havde gemt dem, før han eller hun kunne hente dem. Måske er det en ofring. Under alle omstændigheder var skatten en formue værd, og ejeren må have været en mægtig og rig person i datidens samfund. Det er også interessant, at skatten dukker op i et område, hvor der ikke tidligere er gjort nogle fund fra vikingetiden. Med fundet af skatten kan vi derfor begynde at se området i et helt nyt lys. Der vil uden tvivl komme flere spændende opdagelser, når skatten bliver analyseret nærmere.

Se indslag fra TV2 Fyn 

Ønsker du at læse om, hvordan du selv skal forholde dig, hvis du en dag skulle finde en skat, så læs her