Udstillinger i Faaborg

Den smukke købstad Faaborg byder på et væld af gode oplevelser. Øhavsmuseet har en
række forskellige udstillingssteder, der indeholder noget for enhver smag.

I Ret- og Strafmuseet, som er indrettet i den gamle arrest i byens tidligere
rådhus, kan man fornemme hvordan det har været at være indespærret som fange og
få indtryk af tidligere tiders barske straffemetoder.

Man kan også blive hensat til 1700- og 1800-tallet i den stemningsfyldte
købmandsgård fra 1720 med sin flotte interiører og oprindelige vægdekorationer
fra midt i 1700-tallet.

En spadseretur på 20 minutter langs Sundet og gennem skov bringer en til Kaleko
Mølle, hvor man kan opleve Danmarks ældste bevarede vandmølle.

I Byhistorisk arkiv kan man finde ny viden om mennesker og huse i Faaborg, og
endelig kan man fra toppen af en af byens få bevarede middelalderbygninger,
Klokketårnet, få overblik over hele området ved den fabelagtige udsigt.