Øhavsmuseet

SKOVEN FØR OG NU

Skovbruget som et selvstændigt erhverv daterer sig til tiden efter landboreformerne i slutningen af 1700-tallet. Igennem hundredvis af år blev de danske skove forarmede ved overdreven hugst og løsgående kreaturer. Fredskovs­for­ordningen af 1805 satte en stopper for dette. Den var minister Chr.D.F. Revent­lows store fortjeneste. Loven fastslog at skovarealer for fremtiden ikke måtte be­nyttes til ager, eng eller græsning. Tvært­imod skulle skovene hegnes til værn mod husdyr og vedligeholdes ved plantninger. De blev fredskov. Landskabet skiftede karakter.

Omkring år 1800 udgjorde skovene kun 4 % af Danmarks areal. Befolkningens forsyning af træ til brændsel, hus- og skibsbyggeri var truet. Overskoven tilhørte sædvanligvis kronen eller den lokale godsejer. Underskoven, som bestod af tjørn, hassel foruden bøg og eg, blev brugt af bønderne til gærder, brændsel og husgeråd.

Siden fredskovloven er Danmarks skov­areal gradvist blevet forøget og udgjorde i 2008 omkring 14 % af landets areal.

LANGELANDS SKOVE I NUTIDEN

Langeland har godt 2500 ha. skov, svaren­de til 9 % af det samlede landareal. I århundreder ejede Grevskabet Langeland 60% af øens skov. Men i de senere år er flere af godsets skove solgt og blandt køberne har været staten, som nu er næststørste skovejer på øen, samt en pen­sionskasse. Andre sammenhængende sko­varealer over 50 ha. ejes af de større her­regårde og Danmarks Naturfond.

De mindre herregårde og proprietærgår­de ejer i gennemsnit 32 ha. skov pr. ejendom. Endelig findes en del såkaldt bondeskov, hvori flere lodsejere har part. Denne skovtype er ofte en såkaldt gærd­selsskov eller, som den kaldes her, stub­have. Med 20 års mellemrum blev alle træer savet ned til stubben, hvorfra nye skud skød op. Hassel var den vigtigste træart. I 1988 blev der registreret 78 stub­haver på sammenlagt 117 ha.

Langeland har et mildt klima, varmere end det øvrige Danmark med 8° C som mid­deltemperatur. Det er gunsti­gt for skov­driften. Den årlige nedbør er ca. 550 mm, noget mindre end i det øvrige Danmark. Det blæser meget på øen. Jordbundsfor­holdene-overvejende lerjord-er gode. Lø­vsko­ven udvikler sig fortrinligt, mens nåletræer gror mindre godt. Af disse grun­de har øen mere løvskov end gennemsnittet for andre landsdele.

Foregangsmand i dansk skovdrift var den tyske forstmand Johann Georg v. Langen­, som i 1763 kom til Danmark for at ud­arbejde driftsplaner for de nordsjællandske skove. På Langeland førte lensgreve Frederik Ahlefeldt-Laurvig de nye tanker om skov­drift og skovenes udskiftning ud i livet. Han indkaldte i 1804 to dygtige forstmænd fra Waldeck i Tyskland: Kruhøffer og Weber.

Troldehistorie fra Skovsgaards skov

På Langeland boede troldene i bakkerne, som ofte stod med skov. Ingen ved hvor­dan disse trolde så ud, men de har i tidens løb bedrevet et og andet rundt på øen. Farlige var troldene i hvert tilfælde at møde ved midnatstid. Enten mistede man sin forstand eller også tog troldene dig ind i bakken og kom du først derind blev du aldrig mere menneske.

Ude i skoven ikke ret langt fra Skovsgaard ligger der en høj bakke. Den hedder El­lensbjerg, og i gamle dage boede der trold­folk i denne bakke. Engang gik det galt med troldene. Det er længe siden, så læn­ge, at Christian den Fjerde var konge af Dan­mark og ganske ung. På herregården boede dengang slægten Pors, en gammel adels­slægt, og her­remanden havde fem børn. Den ældste var en søn Stig, de øvrige pigerne Karen, Sofie, Ellen og Anna. Ellen var den smuk­keste men også lidt egen, og hun gik tit i skoven for at plukke blomster eller bær ledsaget af en tjenestepige. Troldene inde i højen vidste til Ellens færden og havde fået et godt øje til hende. Den gamle trold ville ha hende til kone og en dag Ellen gik i skoven kom troldtøjet farende ud af højen, skubbede tjenestepigen omkuld og førte Ellen med sig ind i højen.

Nu blev der et stort postyr på herregår­den. Ellen er bjægtaget, Ellen er bjærgta­get lød det. Åh herre Gud hvad skal vi dog stille op, klagede hendes mor. Men Stig fandt på råd. Han var en rigtig vildbasse, der gerne tog enhver udfordring op og nu sendte han bud til alle sine venner og bekendte at de skulle møde frem på Skovs­gaard med hest og ridetøj. De mødte alle som én, unge herre­mænd, riddere, skælme og forløbne knægte og gav sig til at ride rundt om bjerget. Rundt og rundt og rundt og rundt red de. Der blev snart et helt spor omkring bjerget. Det gungrede og rystede inde i højen, så troldene måtte holde sig for ørene, sove kunne de ikke. I tre dage og tre nætter red Stig og hans folk rundt om bjærget, så gav troldene op og slap Ellen ud. Hun havde en kjole på af den fineste silke, men den mang­lede et ærme. Det var hendes brudekjole til trolde­bryllu­pet. Hun havde selv syet den. Med sig havde hun også en ske og en gaffel, som hun havde brugt ved måltiderne inde hos troldene. Gaflen ser du på Skovs­gaard, hvis du ellers kan finde den. Den kan stille blod. Ridder Stig Pors blev selv herre­mand, men han var en ugudelig krop og da han døde, måtte han længe spøge på Skov­sgaard inden han fik fred. Ellen døde ugift og uden børn og troldtøjet, ja måske valgte de efter den historie at flytte til en anden høj. Ingen har set dem siden.