Museumsklubben Mulle
På Langeland findes en museumsklub for børn, som hedder Mulle, opkaldt efter den muldvarp som Langelands Museum havde i sit logo. Den er for børn i aldersgruppen børnehaveklasse/0. klasse frem til ca. 12 år.
Hvert efterår/forår arrangerer museet nogle aktiviteter som har noget at gøre med de ting som museet arbejder med. Det kan være arkæologi, konservering, besøg på historiske steder, men også møder hvor vi bruger hænderne til at lave noget. Vi har for eksempel lavet keramik og roelygter, og vi har prøvet at være konservatorer hvor vi skulle lime en skål sammen.
Det koster ikke noget at være med, og hvis du synes det lyder spændende, så skriv en mail til museet.
