Øhavsmuseet

Rudkøbing som handelsby er mere end 700 år gammel, og byen optræder første gang i skriftlige kilder i 1287. Det indre af Rudkøbing har bevaret det middelalderlige gadeforløb, men fra midten af 1800-tallet begynder byen at udvikle sig, og i perioden 1840 - 1890 sker der et markant skift. De fleste gamle bindingsværkshuse bliver revet ned, og i stedet blev der opført grundmurede huse, de fleste i en stilfærdig klassicisme, som den dag i dag præger byen. Endvidere bliver gaderne brolagt, og i 1921 kommer der kom gadebelysning.

Sidsel Bagersgade hører med til den middelalderlige del af Rudkøbing by, men de fleste af de nuværende huse er bygget i sidste halvdel af 1800-tallet. I 1903 var ejendommene ejet af 7 håndværksmestre, 3 købmænd, 3 enlige kvinder og 1 værtshusholder.

Den inderste del af Østergade – hovedgaden - hører også med til den middelalderlige del af byen, og her lå de fleste store købmandsgårde, og i 1903 lå de fleste forretninger her. Der var også en del håndværkere, men de havde især værksteder i den ydre del af gaden.

Rudkøbing er stadig præget af de store forandringer, der skete for godt 100 år siden, og i det følgende beskrives nogle af de træk, som var karakteristiske for byen for 100 år siden. Det er en af Øhavsmuseets opgaver at værne om de værdier, som er specifikke for Rudkøbing. Værdier som er en del af vores fælles kulturarv!

BYENS OFFENTLIGE LIV

Byens styre holdt for 100 år siden til på Rådhuset i en bygning fra 1843. Bygningen ligger stadig markant for enden af Torvet, men står desværre ubenyttet hen. I forbindelse med kommunalreformen fra 2007, blev rådhuset flyttet til det tidligere sygehus, fordi der var for lidt plads til nutidens administration i den gamle bygning.

På Kirkepladsen lå den kommunale Borger- og Friskole, og der var privatskole i Ahlefeldtsgade. Også den gang blev skoler for små, så i 1920 blev byggeriet af den ældste bygning af den nu nedlagte Rudkøbing skole påbegyndt. Den lå da i udkanten af byen ved det opfyldte havneterræn.

Et valgmøde i forbindelse med folketingsvalg trak mange flere mødedeltagere i begyndelsen af dette århundrede, end det gør i dag. Her holdes valgmødet foran Rudkøbing rådhus. Det er den legendariske radikale historiker dr. P. Munch, der holder tale i 1914. Han var opstillet og valgt på Langeland fra 1909 til 1945.

Det var et enormt fremskridt, da der blev opført et gasværk i byen i 1894. Den gav en stor teknisk landvinding for byens beboere, især fordi man fik indlagt gas til belysning, men også fordi man kunne få gas installeret i køkkenet. Også gadebelysningen var med gas, først i 1921 kom der elektrisk gadebelysning i Rudkøbing.

RUDKØBING SYGEHUS

Det første egentlige sygehus i Rudkøbing blev taget i brug i 1862, men efter vor tids normer var forholdene groteske. Sygehuset er da også blevet udbygget mange gange. Den første egentlige operationsstue blev opført i 1905, og det var en stor forbedringer, at der blev indlagt rindende sterilt vand, og via en ventil var operationsstuen endda opvarmet af en kakkelovn, der stod udenfor rummet.

Epidemier skabte stor frygt blandt befolkningen, og en af de måder man forsøgte at begrænse dem på var ved at isolere de syge. Derfor blev der under koppeepidemien i 1908 bygget et lazaret i Fredsskoven til at huse de kopperamte.

I 1914 blev der føjet en fløj til sygehuset, og samtidig blev der indlagt elektricitet og centralvarme.

FREMSTILLINGSVIRKSOMHEDER

I modsætning til i dag, er det vanskeligt skarpt at adskil­le virksomhederne i industriel produktion, håndværksvirksomhed og forretninger. Glarmesteren lavede billedrammer såvel på bestilling, som til salg i sin egen forretning og til salg hos andre. Var det dermed industri? En hånd­værker? Eller en detailhandler?

Weidemanns rebslageri ekspanderede voldsomt i begyndelsen af 1900-tallet og byggede fabrik hvor det tidligere grevelige kornmagasin havde ligget i Nørregade. For at forbinde ejendomme på begge sider af Nørregade, blev gangbroen bygget tværs over gaden. Fabrikken flyttede udenfor Rudkøbing i 1930-erne efter en brand. Efter elektricitets indførsel kunne produktionen udvides betragteligt, og der var god afsætning af høstbindegarn til landbruget. Derved overgik håndværksvirksomheden til et industrielt foretagende, hvor spindemaskinerne blev trukket via remtræk. Billedet er fra begyndelsen af 1920-erne.

Det var almindeligt at drikke øl (i styrke svarende til lyst øl) på landet, og bryggerier skød op i hele Danmark i forbindelse med, at man hørte op med hjemmebrygningen. I Rudkøbing var der to bryggerier, hvoraf bygningingen fra bryggeriet på Spodsbjergvej endnu eksisterer. Flot så den hestetrukne ølvogn ud med sine trætønder. I Langelands Museums vognudstil­ling på Skovsgaard står der en vogn magen til denne.Foto omkring år 1900.

Omkring århundredeskiftet blev der etableret mange gartnerier i byens udkant - på samme måde som der i dag ligger store plantecentre. Forskellen er, at de selv producerede planterne dengang - og samtidig solgte dem. Alene navnet "HANDELSGARTNERIET EJERSHAAB" siger, at det såvel er en fremstillings- som salgsvirksomhed.

HÅNDVÆRK

For 100 år siden var der mange flere håndværkere og værksteder i Rudkøbing, end der er i dag. I en del tilfælde var der mange ansatte i andre tilfælde kun mester selv. Men givet er det, at der for 100 år siden blev brugt mange flere håndværksmæssigt fremstillede ting end i dag, og at mange flere mennesker var beskæftiget med det.

Tiden omkring 1900 var en periode, hvor mange varer begyndte at blive industrielt fremstillet, og håndværkene var inde i en periode med mange konkurser og lukninger af små værksteder. Alligevel var der i begyndelsen af 1900-tallet hele 156 selvstændige håndværkere, som næsten udelukkende fremstillede varer til indbyggerne på Langeland. For selv om der også var håndværkere i landsbyerne, var der håndværk som glarmestre, bundtmagere og handskemager som kun fandtes i Rudkøbing, øens købstad. Håndværkerne havde værksteder spredt i hele byen, men med en klar koncentration i Østergade og på Nørrebro. I modsætning til i dag var det store værksteder med mange ansatte, som lå centralt i byen. På Nørrebro lå især de grovere virksomheder som smede, murere og tømrere samt de små beklædningshåndværkere, hvor der blot arbejdede en enkelt person. Godt halvdelen af værkstederne arbejdede med beklædning, det vil først og fremmest sige skræddere og skomagere, dernæst kom træskomagerne, vævere, bundtmagere, farvere og handskemager. Der var næsten lige så mange mestre inden for byggefagene, men der var langt flere ansatte end beklædningshåndværkerne. I 1909 var der 12 snedkere, 8 smede, 7 malere, 6 murere, 5 tømrere, 2 blikkenslagere,2 glarmestre, 1 stenhugger, 1 elektriker (der kom først elektricitet i 1910!) og 1 skorstensfejer.

I dag er en lang række håndværksfag helt forsvundet, for i 1909 var der: 6 sadelmagere, 6 trædrejere, 2 garvere, 2 bødkere, 1 kobbersmed 1 karetmager og 1 rebslager. Af nye fag var der fotograf, cykelsmed og elektriker.

Barber- og frisørsaloner var meget mere udbredte end de er i dag. Mændenes korte hår krævede at blive klippet ofte, og de store overskæg krævede også pleje. Samtid var det også almindeligt at blive barberet hos barberen.

I alle byer var der mange skræddere, såvel herre- som dame­skræddere. Ofte var skrædderi­erne små enkeltmandsfore­tagender, der knapt kunne brødføde en familie. I Rudkøbing var der således hele 16 skræddermester i begyndelsen af 1900-tallet. For at bruge dagslyset så meget som muligt sad skrædderne ofte på et stort bord under vinduet. Symaskinerne stod længere inde i lokalet. Et billede fra 1910 viser, at belys­ningen da var med gaslamper, men i 1919 er der kommet elektriske lamper såvel over bordet som over symaskinerne.

HAVNEN

I 1903 bestod Rudkøbing havn af de to nuværende bassiner i trafikhavnen samt en lille jollehavn nord herfor. I jollehavnen lå de mange små fiskerbåde, der var hjemmehørende i byen. I 1902 blev jollehavnen uddybet, men kun til seks fod. Med den øgede skibstrafik med bl.a. landbrugsvarer havde det været nødvendigt at udvide trafikhavnen i begyndelsen af 1880-erne, hvor også sejlrenden blev uddybet.

Rudkøbing havn var en af landets mest trafikerede, men alligevel gik antallet af hjemmehørende skibe ned omkring 1900. Det skyldtes overgangen fra de små sejlskibe til langt større og hurtigere dampskibe.Havnen kunne til tider være fyldt godt op, så der rejste sig en hel skov af skibsmaster. For selv om der også sejlede dampere til Rudkøbing, var det i 1903 stadig sejlskibenes tid, og al fragt til og fra Langeland skete via havnene. 

Ved den nordlige del af havnen – hvor Langelands Korns silo er i dag - lå skibsbyggepladsen, hvor to generationer Boas var skibsbyggere. Her blev der bygget mange store og små sejlskibe, hvoraf nogle blev hjemmehørende i Rudkøbing; men der var også stor aktivitet med kølhaling af skibe, som var hjemmehørende i Rudkøbing. Skibsbyggepladsen gav meget liv på havnen med de mange forskellige håndværkere, som arbejdede på og med skibene, heriblandt skibstømrere, sejlmagere, rebslagere, malere og smede.

Men Rudkøbing havde også en meget stor fiskerbefolkning. I 1906 var der ikke mindre end 159 erhvervsfiskere i Rudkøbing, og der blev landet store mængder fisk. I 1900 købte de første Rudkøbing-fiskere motor, men da man også begyndte at fiske med snurpenot, blev der landet så store fangster, at fiskebestanden meget hurtigt gik ned.

I 1903 lå strandlinjen langt inde på det, der i dag er bebygget land og havnearealer. I sidste halvdel af 1800-tallet skete der langsomt en opfyldning af stranden langs et såkaldt tanggærde og de langstrakte haver til husene i Ramsherred. Derved blev strandlinjen langsomt flyttet udad, og det opståede areal blev brugt af fiskerne til at tørre net og ruser.

Strandlinjen gik lige udenfor Havnegade, og der var kun bebyggelse på den ene side af gaden, og vel at mærke kun på stykket mellem Brogade og Vinkældergade.

Omkring 1900 var man begyndt at planlægge den kommende jernbane på Langeland, og der var jævnligt diskussioner om det i Langelands Avis. Den åbnede i 1912, men allerede i 1903 var man begyndte at projektere banen, og i de næste år skete der opfyldning af de kommende arealer til jernbanen.

Strandgade fik sit navn i 1898 – tidligere havde den heddet Blindestræde. I 1903 var den kun bebygget med huse på den nordlige side, og her boede der især arbejdere. Først i 1904 blev Strandgade brolagt, før den tid havde den blot været en grusvej.

I 1903 var kun den ene side af Havnegade bebygget. Den anden side lå direkte ned til strandvolden og med et forland, hvor fiskerne tørrede deres garn og ruser. Havnegade var den gang blot en grusvej, men der var også kun en begrænset trafik, idet Nørrebro og Østergade var byens indfaldsveje.

Omkring århundredeskiftet var al landevejstransport et spørgsmål om hestevogne, og forbindelsen fra Rudkøbing til Lohals, Spodsbjerg og Humble foregik med dagvogne - hvis man da ikke sejlede. Turen med diligence tog 1 1/4 time til Spodsbjerg. Værre var det, hvis man skulle mod nord eller syd - begge ture tog 3 3/4 time.

Bilen revolutionerede vejtrafikken, men det tog sin tid. Den første bil dukkede op i Rudkøbing i 1897 på Torvet, og den samlede et større opløb, men i 1903 var der endnu ikke nogen biler hjemmehørende på Langeland. I 1904 anskaffede lensgreven en bil, og også den skabte stor opmærksomhed, når den kom kørende ad landevejen med den maksimale hastighed af 30 km i timen. I byerne måtte der højest køres 15 km i timen! Også cykelfabrikant og mekaniker Kellgren fik bil i 1904, men det tog lang tid inden der kom mange biler til byen. Cyklen slog hurtigere igennem end bilen, men den var også væsentlig mere overkommelig at anskaffe.

Om vinteren var der kun få muligheder for at få arbejde for daglejere. Snevejr var derfor meget kærkomment i daglejerfamilier, for så var der arbejde at få med at skovle sne i gader og på veje. 

I 2003 synes vi, at der kan være megen støj og os fra biler, men også i 1903 både støjede og lugtede trafikken. De mange heste, som færdedes op og ned af gaden gav mange hestepærer, og på en varm sommerdag har de både givet lugt og fluer i byen. Og både hestenes sko og de jernbeslåede vognhjul larmede godt mod gadens brostensbelægning.

Landevejstrafikken mellem Rudkøbing og den øvrige del af øen foregik med hestetrukken omnibus. Den første rutebil kom til Langeland i 1905, og den skabte stor opstandelse. Se blot på drengen der løber bagefter, og de øvrige personer på Torvet som kigger. Rutebilen, som blev sat ind mellem Rudkøbing og Spodsbjerg, havde træhjul og massive gummiringe, og på selve åbningsdagen gik den i stå to gange! Men også af andre grunde, var den ingen succes: Heste løb løbsk ved synet og lyden af den, og kort efter kørte den i grøften i Nørre Longelse. Men ikke nok med det, for et par dage efter blev en hest så sky, at kusken faldt af vognen og havnede i en torvehandlers kurv med frugt. Da så et par heste derefter var løbet løbsk ved synet og lyden af den, ja så blev driften indstilles efter kun en måneds kørsel. Først i 1910 lykkedes det at etablere en fast rute på Langeland.