Øhavsmuseet

I Skovsgaards hovedbygning er der i kælder- og stueetagen indrettet et museum, som viser forholdet mellem herskab og tjenestefolk for omkring 100 år siden. I kælderen boede og arbejdede tjenestefolkene, mens herskabet udelukkende opholdt sig i stueetagen og på førstesalen.

Museet er meget oplevelsesorienteret - gæsterne går fra godsejerens arbejdsværelse, gennem fruens soveværelse til kælderetagen, hvor husjomfruen og eleven er i gang i køkkenet og opvasken, og forbi de mange rum til opbevaring af vin, grøntsager, kød og med kig ind i de små spartanske rum hvor tjenestepigerne boede.

I et af rummene er en udstilling med en orientering i ord og billeder om dengang, der eksisterede en særlig klasse af mennesker i samfundet - tyendet, som servicerede en anden klasse - nemlig herskabet.

Her kan man læse nogle af de indsamlede erindringer fra herregårdslivet:

f.eks. husholdningselevens. Året er 1917 "…Jeg havde aldrig før prøvet at vaske 14 gryder op som var brændt på. Så stod jeg ude i den opvask med rotter omkring benene og vaskede gryder hele dagen igennem. Jeg stod jo der og vaskede op til kl. 16 hver eftermiddag. Det var det værste altså, alle de gryder og så en hvidskuret vask og kun en skurebørste og så soda. Det var noget arrigt noget…"

Det er en overraskende oplevelse af en efterhånden helt bortglemt verden med fortidens store skel mellem høj og lav, som man oplever det på sin vandring gennem museet. Rundgangen slutter i lokumet som lå ud for kælderen - det var et sted pigerne ikke opholdt sig ret længe og man forstår godt hvorfor, når man kigger indenfor i det skumle og fugtige rum.

Anker Jørgensen, Danmarks forhenværende statsminister, holdt åbningstalen for museet, og her er uddrag af hans tale:

”Det er ikke et hvilket som helst museum, men et museum for tyendet. Museumsfolkene har villet fortælle noget om vor ikke så fjerne fortid som er værd at huske på - nemlig en tid da der var meget stor forskel på folk - på høj og lav. det kan vi se i museet hvor de fysiske rammer - et lille bitte kælderværelse for tjenestepigen og mange store rum i flere etager for herskabet.

Vi kan sige at der i dag ikke eksisterer tyende i Danmark. Den tid er heldigvis forbi, men det er værd at huske på hvordan det har været og det er værd at tænke på at ligheden og goderne ikke er kommet af sig selv. Der er blevet kæmpet for dem af generationerne før os.

Uden ligheden havde vi ikke et rigtigt demokrati. Omkring 1900 var der stadig et stort demokratisk underskud. Folk som ikke havde egen husholdning, som boede og arbejdede hos andre - tyendet havde ingen stemmeret. Det samme gjaldt halvdelen af landet befolkning kvinderne. Netop på denne tid begyndte tjenestefolkene og landarbejderne at organisere sig. De krævede tyendeloven afskaffet og stemmeret som andre i samfundet. For os er det naturligt at tænke et menneske - en stemme, men det var det ikke dengang - man så ned på de fattige, på tjenestefolk og landarbejdere. Der var mange fordomme at kæmpe imod, men fra tjenestepigerne og landarbejdernes rækker kom gode stridsmænd og agitatorer - nogle af dem er nævnt her på museet - Marie Christensen, som grundlagde Københavns Tjenestepigeforening og Carl Westergård, som organiserede landarbejdere på Fyn. Pigerne og karlene organiserede sig ofte mod deres husbonds vilje - og dem som kæmpede mest for forandring havde sværest ved at finde arbejde. Sådan var det. Men tyendet fortsatte kampen og de vandt den fordi de holdt sammen og fordi flertallet af befolkningen støttede dem. I 1915 fik tyendet og kvinderne stemmeret. Nogle år senere blev tyendeloven afskaffet. Tjenestepigerne blev til husassistenter - lønarbejdere lige som deres søstre på fabrikker og i forretninger.

Der findes mange herregårde i Danmark som er åbne for publikum - men Skovsgaard er den eneste som ser historien nedefra og ikke ovenfra - det er der grund til at glæde sig over. ”