Øhavsmuseet

TOMME STALDE OG UDLÆNGER ER OGSÅ KULTURARV

Landbrugsbygninger kan skifte anvendelse, så gårde og husmandssteder stadig står som helheder. Ellers kan man frygte, at mange store og smukke stuehuse vil komme til at ligne torsoer.

Der står mange tomme udlænger ved gårde og husmandssteder, og endnu flere bygninger vil blive overflødige. Der er ingen tvivl om, at mange af bygningerne vil blive revet ned – og det er man også nødt til.

Men en del af dem kan stadig bruges, og det er her kulturarven kommer ind, for landbrugsbygninger fra de sidste 150 år er så sandelig også kulturarv. Desværre tænker man ofte kun på at bevare de gamle, smukke bindingsværksbygninger, som vi heldigvis endnu har en del af i det sydfynske område, men de mange gårde af røde mursten, de harmoniske og smukke firelængede gårdanlæg og de hvidkalkede husmandshuse, de er så sandelig også værd at se på og genbruge, eventuelt til helt andre formål.

Og netop i det sydfynske område er der rige muligheder for at genanvende bygningerne, for dels er de solidt bygget og med gode dimensioner, og dels er der en gammel tradition for genanvendelse i stedet for at rive bygningerne ned og bygge nyt.

Der er nemlig stadig store regionale forskelle på, hvordan landmanden ønsker, at hans bygninger skal se ud og skal placeres i forhold til hinanden, og der er store forskelle på, hvor gode materialer bygningerne er opført af og hvordan de er blevet vedligeholdt.

Fynske landbrugsbygninger fra forskellig tid

Landbrugsbygningerne har været igennem en lang forandringsproces, hvor der er blevet bygget nyt, men i det fynske område har der været en meget fast forankret ombygningskultur, som har taget udgangspunkt i den eksisterende bygningsmasse.

De fleste fynske bindingsværksbygninger stammer fra tiden før 1850, om end der på Fyn blev bygget med bindingsværk 10-15 år længere end i resten af landet. Gårdene havde tre eller fire længer, som lå omkring en gårdsplads, og stuehusets facade lå ind mod gårdspladsen. Her kunne bindingsværket være omhyggelig malet eller måske endda opstreget, og stenpikningen foran stuehuset var smukt holdt ren for ukrudt og rod. Gården var vendt indad, og fra landsbygaden eller landevejen så den langt mere anonym ud, end vi senere har været vant til.

Omkring 1850 var der stor afsætning af korn til de europæiske byer, og landmændene fik råd til at bygge ny, grundmurede bygninger. Ofte nøjedes man i første omgang med at bygge nyt stuehus, mens længerne vedblev med at være af bindingsværk, men også de blev udskiftet mange steder til fordel for grundmurede bygninger. De ældste bygninger blev stadig overpudsede og kalkede, mens de lidt senere kom til at stå i blankmur af røde eller gule mursten.

Den væsentligste ændring i midten af 1800-tallet var dog, at de ny stuehuse vendte facaden udad mod omverdenen. Det skyldtes, at bønderne ønskede at markere sig mere i samfundet, og det gjorde de bl.a. ved hjælp af bygninger, haver, indkørsel og gårdens omgivelser.

Med andelstidens omlægninger til animalsk produktion kom der igen nyheder i byggeriet, og det var specielt udlængerne, der blev mere rationelt indrettet. Der blev bygget svinestalde, kostaldene fik fodergang langs ydervæggen, der blev indført forskellig teknik og der blev brugt ny byggematerialer. Ligeledes blev der opført mange ny rødstens stuehuse, og der blev plantet mange alleer i indkørslerne.

Som en reaktion mod byggeri i schweitzerstil med udskåret træværk i gavle, over kviste og frontispicer, begyndte en række arkitekter i 1915 at tegne Bedre Byggeskik-bygninger, som gik tilbage til traditioner fra før 1850. På gårdene blev der bygget i røde sten med halvvalmet tag, og de mange statshusmandshuse, der blev bygget i 1920-erne blev også opført i Bedre Byggeskikstil.

Hvor man i de foregående perioder havde bygget meget nyt, gik man især på Fyn over til at ombygge de eksisterende bygninger. Det fynske byggeri var solidt og relativt stort, så det indvendige i længerne kunne let moderniseres, og i 1930-ernes krisetid blev der stort set kun bygget nyt efter brand.

Med Danmarks indtræden i EF i 1972 eksploderede landbrugsbyggeriet efter at der i mange år kun var sket mindre ændringer. Man begyndte at bygge med gitterspær, der kom løsdriftstalde og tårnsiloer og stuehusene fik udestuer og gavlaltaner. Men hvor landbrugsbygninger tidligere havde været opført af lokale håndværkere, skød der typefirmaer op som overtog byggeriet, og landbrugsbyggeriet blev mere ensartet og præget af industrialiserede typeprodukter. Ikke mindst de store pladehaller kom til at præge en periodes landbrugsbyggeri, et byggeri som signalerede rationel drift.

Fra slutningen af 1990-erne kom der igen en ny bølge i landbrugsbyggeriet. Naturligvis blev der stadig opført mange typebygninger, men en række landmænd gik igen over til at bygge egnsbestemt og traditionel stil, mens nogle byggede nye små herregårde med kamtakker og tårne – alt efter om de ønskede at markere en traditionsbundethed eller ønsker at demonstrere ny status med stordrift.

Det typisk fynske

På trods af alle de forandringer, der er sket i de sydfynske landbrugsbygninger, er der træk, som er typiske fynske. Træk som kan betegnes som sydfynsk kulturarv!

Først og fremmeste er det typisk, at sydfynske gårde er bygget som tre- eller firelængede gårde, hvor stuehus og udlænger ofte ikke er sammenbyggede. Når der er blevet bygget nyt, har man bevaret det firelængede anlæg, og var der ikke længere plads, blev de gamle længer stående og de ny længer lagt udenfor det eksisterende anlæg.

Dernæst hører det med til kulturarven, at de fynske bygninger er bygget solidt, med relativt store dimensioner og af gode materialer, som har holdt længe. Det har betydet, at den sydfynske bygningskultur i lange perioder var en ombygnings- eller genbrugskultur i modsætning til store dele af Jylland, hvor man byggede af dårligere materialer og derfor havde en nybygningskultur.

Men måske aller mest væsentligt har det været, at det en meget fast forankret kulturarv, at bygninger skal vedligeholdes, så de ikke forfalder. Der skal kalkes eller males, træværket skal vedligeholdes, og der skal være ryddeligt og velanlagt omkring bygningerne. Selv om der med tiden er blevet mere orden ved jyske landbrug, er der alligevel stor forskel på udseendet på fynske og jyske bygninger.

De tomme længer?

Længerne i de tre- og firelængede gårde er bygget til et andet landbrug end nutidens. Men med den sydfynske ombygningskultur, er det på forskellig vis alligevel lykkedes stadig at bruge dem i landbruget. Således er det da også netop på Fyn, at der i mange længer er fjernet alle de indre skillevægge, som i stedet er blevet erstattet af bærende indbygningsspær. Derved kan selv en bindingsværkslænge bruges som maskinhus, og det firelængede anlæg bevares.

I mange andre tilfælde er der fundet andre løsninger, så længerne bliver brugt til andet end landbrug. På en række gårde er der blevet indrettet ferielejligheder i en eller flere af længerne, og mange byboer vil gerne tilbringe ferien på en gård, ikke mindst hvis det er i en separat lejlighed. Den form for ferielejligheder findes bl.a. på Horne og på Langeland.

En anden mulighed er at indrette gårdbutik i en del af en længe. For at drive en gårdbutik kræver det dog, at der er en person hjemme om dagen. Men ligger en ejendom ud til en befærdet vej, kan en gårdbutik have en ganske pæn omsætning.

Heldigvis bliver længerne også en del steder brugt til andre erhvervsformål, hvad enten der drives en virksomhed eller de bliver brugt til opmagasinering af campingvogne, loppemarkedseffekter eller firmaers lagerplads.

Som sagt indledningsvis vil der i flere og flere tilfælde blive nedrevet landbrugsbyggeri, og det er her bevaringsaspektet kommer ind med den løftede pegefinger! For lige så kedeligt det ser ud, når et stuehus og en stump af en fordums længe står enlige tilbage, lige så pænt kan det gøres – oven i købet så man stadig holder sig til den fynske kulturarv.

For er det ikke vigtigt at bevare det veltilpassede og æstetiske fynske indtryk? Det kan for eksempel gøres ved at plante en hæk eller sætte en beplantet pergola, hvor en længe er blevet fjernet. Og vil man have det mere markant, kan der eventuelt sættes en stensætning, hvor den tidligere længe har stået.

Museumsloven

Medrivning af landbrugsbygninger (og andre bygninger) er omfattet af den gældende museumslov, så museer har mulighed for at dokumentere dem. I loven står der:

§ 24. Kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal underrette vedkommende kulturhistoriske museum senest samtidig med, at der meddeles byggetilladelse, tilladelse til råstofindvinding eller dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen efter naturbeskyttelsesloven.

• Stk. 2. Ved meddelelse om byggetilladelse skal kommunalbestyrelsen underrette ansøgeren om indholdet i denne lovs §§ 25-27.
• Stk. 3. Kommunalbestyrelsen underretter vedkommende kulturhistoriske museum om modtagne anmeldelser af nedrivninger eller andre byggearbejder, der vil medføre afgørende ændring i brug eller funktion af bygninger, bebyggelser eller andre kulturlevn.