Øhavsmuseet

Myte eller virkelighed? Om livet på de sydfynske småøer.

Øhavsmuseet gennemførte i 2007 sammen med de øvrige museer i Øhavet en uges feltarbejde på fem af de beboede, sydfynske småøer: Strynø, Drejø, Avernakø, Lyø og Bjørnø.

Formålet var at afdække i hvilken grad der er hold i de mange myter, som eksisterer om livet på en lille ø.

Er myterne sande eller falske? Er myterne fælles for øboliv eller specifikke for de enkelte øer? Eksisterer myterne i et langt tidsperspektiv eller er de tidsspecifikke?

Det hedder sig, at beboere på øer kommer hinanden ved, men kender og hylder øboer myten om et særligt fællesskab?

Og er der forskel på fællesskabet for 50 år siden og i dag?

Er der forskel på tilflytteres og den øvrige befolknings opfattelse?

Eller er opfattelserne aldersbetinget?

En anden myte lyder, at den moderne teknologi har givet nye erhvervsmuligheder til øerne. Men er det i virkeligheden infrastrukturen med færgetider og sejladslængde, som er afgørende?

Er det myte eller virkelighed, at der er sket et skift i bevæggrunden til at flytte til en lille ø? At det førhen var folk, der ikke gad arbejde, som flyttede til øerne, men at det i dag er muligt at drive forskellige former for erhverv?

Er det myte, at øerne er en form for reservater eller tidslommer, og at der er specielt mange traditioner på øerne? Er det gamle traditioner, eller er de i virkeligheden opstået inden for de sidste 50 år? Eller eksisterer der de samme traditioner som andre steder i landet?

Har det hold i virkeligheden, at øboere har et specielt forhold til naturen, og at man bruger naturen på en anden måde end på fastlandet? Giver det sig udslag i haverne omkring husene?

Er det en myte, at der eksisterer et specielt øhavsliv, eller er der snarere tale om et udkantsliv og en udkantsproblematik?

Er det en myte, at livet er mere roligt på øerne og at fastlandsboere vil løbe skrigende bort?

yterne er mange – ikke mindst blandt folk, som ikke bor i området. Men er det nu så anderledes at leve på de mindre øer, end i resten af landet? Hvilke forskelle er der og hvilke ligheder? Og hvordan har udviklingen været i de sidste 50 år?

Vi var helt opmærksomme på, at det ikke var muligt at lave en dybdegående undersøgelse på blot den uge, som vi afsatte til feltarbejdet. Derfor blev der op til påske, hvor der er folk i en del af ferieboligerne, udsendt en spørgeliste til samtlige husstande på de fem øer. Besvarelserne skulle afleveres hos øernes købmænd, idet de fleste øboer kommer hos øens købmand; på Bjørnø var det dog hos beboerforeningens formand.

I alt blev der sendt omkring 650 spørgeskemaer ud, og godt og vel 20% blev besvaret.

Sejlturen rundt til øerne

I begyndelsen af maj stævnede vi ud på Svendborg Museums skib ”Viking”. Det gav os på én gang mulighed for at komme fra ø til ø, at have et sted at arbejde og bo samtidig med, at skibet markerede vores tilstedeværelse på øerne.

Der var afsat en dag til hver ø – det var ikke meget, men ved at være fem inspektører, blev det alligevel til en række interviews på hver ø. En ulempe var det dog, at vi ofte sejlede om aftenen, så vi hovedsagelig fik interviewet ikke-pendlere. På forhånd var det vedtaget, at vi ikke indsamlede genstande, men at der blev fotograferet.

I nogle tilfælde var der truffet aftale med interviewpersoner, i andre udspandt interviewene sig som spontane samtaler, og i en række tilfælde opsøgte vi de personer, som havde opgivet navn og adresse i spørgeundersøgelsen. Tilsammen gav det et bredt udsnit af øernes befolkning. For at kunne sammenligne oplysningerne fra alle fem øer interviewede hver person hovedsagelig kun om ét tema, men da vi ofte fulgtes ad to og to, fik vi automatisk en bred vidensindsamling.

Det var yderst nyttigt, at vi boede på ”Viking”, for om aftenen blev dagens feltarbejde fremlagt, og der udspandt sig talrige diskussioner. Samtidig gav det også mulighed for besøg af øernes beboere, så snakken var livlig i ”Vikings” salon over en bitter og en kop kaffe. Vejret var absolut ikke med os – det både stormede og regnede, så det var også rart at kunne krybe ned om læ!

Holdt myterne så stik?

Det var umiddelbart slående, at livet udfolder sig forskelligt på de fem øer, på samme måde som livet også kan være yderst forskelligt i to nabolandsbyer. Myterne om en ensartet kultur på småøerne holder derfor ikke stik i alle spørgsmål.

Det kom ikke som den store overraskelse, at infrastruktur med færgeforbindelser er en meget væsentlig faktorer for livet på samtlige øer. På Drejø var der dagligt kun fire færgeafgange, og sejltiden var 1 time og 15 minutter. Da der ikke var skole på øen, fravalgte de fleste børnefamilier at bo her, og der var derfor kun et enkelt barn, hvis mor sejlede med frem og tilbage om morgenen. De fleste af Drejøs knapt 70 indbyggere var da også i pensionsalderen.

Helt modsat var forholdene på Strynø. Her var sejltiden 35 minutter, og der var minimum syv daglige afgange. Befolkningstallet havde været nede på omkring 170, men var nu på cirka 220, og der var 25 børn i førskolealderen på Strynø! Da der var skole til og med fjerde klasse på øen, fik de ikke problemer med sejltid de første fem år af skolegangen.

Et andet fælles forhold var vigtigheden af en hurtig adgang til internettet. Det gav grobund for ny erhverv på øen, samtidig med at traditionelle håndværksfag uden problemer kunne komme i kontakt med kunder både i ind- og udland. Ikke mindst de fælles bredbåndsnet – StrynNet og det for småøerne fælles ØNet - havde haft stor betydning.

Den store uensartethed i de demografiske forhold bevirkede, at der var forskel i myternes sandhedsværdi på øerne, hvilket blandt andet gav sig udslag i opfattelsen af den omgivende natur og i havekulturen. Således havde ganske mange nyere tilflyttere haft ønske om at have et stort udsyn over øen og øhavet, mens familier, der havde boet længe på øerne i langt højere grad havde lukkede haver med store hegn, hvilket gav læ omkring huset og i haven.

En anden årsag til forskellen i myternes sandhed var forskellen i landbrugets stadige eksistens eller afvikling. Strynø var tidligere en ø, hvis store befolkning (op til 800) hovedsagelig var beskæftiget med søfart, og her var landbruget stadig ej heller det største erhverv. På Strynø eksisterede traditionen med majstang og med at koge æg på stranden til påske, men en række andre traditioner var forsvundet. Helt modsat forholdt det sig på Lyø, hvor mange af de gamle traditioner stadig blev holdt i hævd. Lyø har altid haft et driftigt landbrug, der var stadig en del mindre brug, og Lyø var den eneste af øerne, hvor der stadig var gårde med malkebesætning. Da landbrugene på Lyø som oftest er gået i arv, var en stor del af befolkningen født på øen. På Lyø holdt myten om mange gamle traditioner på øerne da også. Til gengæld var der på andre af øerne opstået nye traditioner – faktisk regnede mange mennesker det for en tradition, hvis blot en hændelse var blevet gennemført i to-tre år, som f.eks. sejlergudstjenester på Drejø.

Haverne på øerne – et delresultat

På Strynø lå de fleste huse samlet i byen midt på øen. Grundene var ret små, og der var en lille forhave ud mod vejen, og her var der virkelig tale om gammeldags forhaver med alle mulige former for forårsløg og stauder. På ægte gammeldags landbovis var der en lav hæk eller et trådhegn ud mod vejen. Den øvrige del af haven var også ret traditionel med mange blomster, med køkkenhave og med frugttræer. De små forhaver var overkommelige at holde i den gamle stil, men de langstrakte haver bag husene var der legeredskaber, græsplæner og terrasser som i ethvert andet kvarter med børnefamilier. Haverne på Strynø var derfor en skøn sammenblanding af nyt og gammelt og har på ægte fynsk vis ændret sig pø om pø.

Drejøs haver var af en helt anden beskaffenhed. I 1942 brændte næsten alle bindingsværksbygninger i Drejø by. Ved genopførelsen flyttede en del gårde ud på marken, byen blev genopført med rødstenshuse, som kom til at ligge længere inde på grunden end tidligere, og derfor forsvandt den gamle forhavekultur. I stedet blev haverne anlagt efter 1940-ernes stil med græsplæner, staudebede, køkkenhaver og frugttræer. Hvor der tidligere havde været lave hække, blev hækkene højere som i et villakvarter. Men modsat villahaver var der velpassede køkkenhave ved næsten hvert hus.

På Avernakø blev vi mødt af en væsentlig mindre homogen havekultur, end det var tilfældet på de to foregående øer. Da det meste af bebyggelsen var randbebyggelse, støder mange grunde bagtil op til marker, og flere steder havde man en enestående udsigt ud over øhavet. Enkelte steder var der som på Strynø en gammel forhave med stauder og roser med jord imellem, og i de fleste haver var der gamle frugttræer. Der var ingen tvivl om, at der førhen har været mange traditionelle og særdeles velholdte haver på Avernakø, men at der var sket så stort et skift i befolkningen, at havekulturen i dag var meget forskelligartet.

Det var kun sjældent at husene på Lyø kom ud i offentlig handel, og det bevirkede, at øens kulturelle træk og traditioner holdtes i hævd i højere grad end på de andre øer. Det var derfor karakteristisk, at forhenværende Lyøboere, som flyttede tilbage til øen, vedligeholdt de gamle haver, og i et par tilfælde havde de endda ført haverne tilbage til gammel stil. Traditionen tro var der ligeledes køkkenhaver ved næsten alle husene, og der var mange frugttræer. Set som helhed var plantesortimentet af ældre karakter, og der var ingen tvivl om, at der var bevaret mange gamle prydplanter på Lyø.

Bjørnø var den mindste af de besøgte øer, og her var der som på Avernakø en meget blandet havekultur, hvilket først og fremmest skyldtes de otte daglige færgeafgange, så en stor del af øens befolkning var pendlere. På trods af Bjørnøs lidenhed var der derfor både gamle haver, villahaver og udsigtshaver.